
Jeg er 51 år, opvokset på Djursland, rejste væk som ung og kom tilbage for 17 år siden og har boet her siden, nu i Grenå.
Til dagligt arbejder jeg som DSB togfører.
Jeg stiller op for Natur- og Velfærdslisten, da jeg er et aktivt og socialt anlagt naturmenneske og derfor gerne vil støtte op om en lokalliste, hvis mærkesager og værdigrundlag passer til mig.
Jeg går op i det menneskelige og naturen.
Vi skal hjælpe dem, der har det svært
Jeg oplever, at vi som samfund tit hjælper for sent eller slet ikke, når mennesker kommer ud for sygdom eller ulykke.
Der skal være plads til at leve på forskellige måder og med forskellige holdninger uden at man bliver set ned på.
Jeg oplever som togkonduktør, at der bliver set meget ned på hjemløse og grønlændere m.fl. og at vi får stadig flere psykisk syge, som ikke får ordentlig hjælp, hvilket giver flere og flere ubehagelige episoder med konflikt og vold.
Vi skylder som samfund at hjælpe udsatte mennesker med meget mere empati og hjerterum.
Det gør mig ondt, at der er så lidt respekt og hensynstagen til dem, der har det svært og så lidt forståelse for, at nogen har mere brug for hjælp end andre, uden at de bliver stemplet som tabere.
Børn skal have voksennærvær og test af børn skal holdes på et minimum
Jeg har som pædagog oplevet, at alt skal dokumenteres omkring et lille barn. De skal sprogtestes og psykologtestes allerede i børnehaven i stedet for at give børnene tid og frirum til at udvikle sig i deres eget tempo.
Pædagogerne bruger for meget tid på at dokumentere og teste, og er derfor mindre nærværende overfor børnene og det som er vigtigt i arbejdet med børn;
Børn har brug for tydelige rammer og tryghed. De skal ses og høres af de voksne, samtidig med, at de skal have lov til at være børn uden at blive zombificeret af tablets og smartphones fra en tidlig alder.
I mit tidligere arbejde som restauratør har jeg alt for ofte oplevet børn, der sidder med tablets i stedet for at familien er sammen som familie.
Jeg bryder mig ikke om, at børn tidligt sættes i bås og kasser og gøres forkerte med standardiserede test, som jeg mener ofte ikke er valide og risikerer at stigmatisere børnene.
Der er alt for mange, der bliver tabt i skolen, knækker psykisk og tror de ikke dur til noget, selv om de godt kan, når de får lidt hjælp og tro på, at de kan.
Vi skal passe på vores natur
Jeg bliver ked af det, når jeg ser, at man stadig kan købe Round Up i byggemarkedet, når vi ved at det går i drikkevandet og er rigtig dårligt for os.
Vejle Fjord er stort set død nu. Der er blevet holdt begravelse for den, efter at man havde filmet i 70 timer og kun fandt en enkelt fisk.
Der skal vi ikke hen i Norddjurs.
Vi skal gøre noget nu for at mindske mængden af sprøjtegifte og kvælstof i vores havmiljø, og vi kan ikke overlade det hele til landbruget og den Grønne trepart.
Vi skal gøre noget selv som borgere og som Norddjurs kommune for at beskytte vores havmiljø og genoprette vores vilde natur.
Jeg mener, at vi skal bruge naturen og havet aktivt både forebyggende og behandlende, så vi som mennesker trives bedre både fysisk og psykisk i stedet for at symptombehandle med medicin, som ofte ikke hjælper i længden og har en masse negative bivirkninger.

